Bruger:PHansen/sandkasse2
Fredsbevægelse
En oversigt til fredsbevægelsers opkomst og opgaver.
A Free Online Textbook
(Bygger på w:da:Bruger:Holger Terp2/Kortversion)
Forord[redigér]
En fredsbevægelse er en social bevægelse, der uden at anvende vold forsøger at forhindre krige, krigsformer og oprustning til krig og ønsker at udelukke krig som et middel til at føre politik.
Fredssagen er et begreb som bruges i bibliotekernes klassifikationssystem DK5 om internationale forholds etik som omfatter: Afrustning, antimilitarisme, folkedrab, folkemord, fred og fredsbevægelsen.
Pacifisme, militærrnægtelse, borgerrettigheder og nødhjælp er blandt andre vigtige temaer i fredsbevægelsernes historie, politik og praksis.
I løbet af middelalderen blev gudsfreden udvidet fremgår det af Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396:
Citat:
- "1. Først beder og byder vi på vor frænde kong Eriks vegne, at ulovligt gæsteri både hos læg og lærd, hvor de end er, skal afskaffes; og at de bedre overholder kirkefred, kvindefred, husfred, gårdfred, plovfred og tingfred, og at de overholder disse freder og al anden fred."[1] [1]
Denne udvidelse af retssikkerheden indebar skærpede straffe for overgreb på de nævnte steder eller seksuelle overgreb mod kvinder samt på visse tidspunkter. Plovfreden skulle beskytte den, der fredeligt dyrkede sin jord.[1] [1]
Ifølge historikeren Erik Arup var kvindefreden er ny (i Danmark) lovgivning ; en indskærpelse ikke blot af, at mod kvinder må der ikke øves vold, men også af, at kvinderne bør nyde i hele det daglige liv en særlig fred. Bestemmelsen medførte dødsstraf for voldtægt under krig.[2] [2]
Fredskirker[redigér]
"Du må ikke slå ihjel" hed det i de gamle danske bibler, hvilket i den nyeste bibeludgave fra Det Danske Bibelselskab er formuleret således: "Du må ikke begå drab" (2. Mosebog 20,13). Det er et kategorisk imperativ, et påbud der ikke er til forhandling og som ikke kan gradbøjes. For de kristne fredsvenner betød buddet, at de blev militærnægtere og dannede de tidlige historiske fredskirker. Menigheden i fredskirkerne.[3] [3] var og er pacifister og militærnægtere.
Reformationen gav fra begyndelsen af det 16. århundrede anledning til en række protestantiske sekter, herunder fredskirkerne. De fremmeste blandt disse kirker var Vennernes Religiøse Samfund (kvækerne), Amish, Mennonitter, Schwarzenau Brethren ("the Dunkers"), Shaker-sekten ("Det Forenede Samfund af Troende i Kristi Anden Tilsynekomst"), Hutteritter, Valdenserne ("De fattige Mænd fra Lyon"), Dukobortserne og Den amerikanske brødremenighed.[4] [4] [5] [5]
Fredsdebatten i middelalderen og oplysningstiden[redigér]
Fredsdebatten i middelalderen og oplysningstiden drejede sig først og fremmest om at forhindre kongekrigene ved at skabe et forenet Europa enten ledet af paven eller fyrsterne. I 1504 publicerer teologen og humanisten Erasmus af Rotterdam (1466-1536) “Skøn er krigen for den uerfarne” Gyldendal, 1984 og i 1509 udkommer hans: Tåbelighedens lovprisning. Gyldendal, 1979. I 1576 publiceres den fransk-katolske dommer Etienne de La Boëtie (1530-1563) civil ulydighedsklassikeren: “Frivillig Trældom” 1976. Et værk som fik stor indflydelse på Tolstoj og Gandhi.
I 1795 publicerer den tyske filosof Immanuel Kant: “Den evige fred”
Det 19. århundrede[redigér]
Arbejdet i de historiske fredskirker blev videreført med formuleringen af ikkevoldelige metoder så som civil ulydighed herunder boykot i arbejdet for fred af amerikanerne Adin Ballou (1803-1890), William Lloyd Garrison (1805-1889), Henry David Thoreau (1817-1862) og russeren Leo Tolstoj (1828-1910).[6] [6] [7] [7]
Forfatteren Henry David Thoreau blev fængslet i 1846 for at nægte at betale militærskat som en protest mod den Mexicansk-amerikanske krig, hvilket igen førte til hans forfatterskab af "Civil Disobedience". [8] [8]
De første liberale fredsbevægelser dukkede op i 1815 og 1816 uafhængigt af hinanden som reaktioner på den britisk-amerikanske krig 1812 og Napoleonskrigene. Den første af de nye grupper i USA var New York Peace Society (en) , grundlagt i 1815 af teologen David Low Dodge (1774-1852), efterfulgt af Massachusetts Peace Society. Grupperne fusionerede til det stadigt eksisterende American Peace Society i 1828. London Peace Society, også kendt som Society for the Promotion of Permanent and Universal Peace, blev dannet af kvækeren og filantropen William Allen (1770-18433) i 1816. Senere kom der nationale fredsbevægelser rundt om i Europa.[9] [9]
Det stadigt eksisterende internationale Fredskontor blev grundlagt i 1891.
Sagaen om Fredsbevægelsen i Europa starter i den norske kvindebevægelse, hvor Anna Bugge (1862-1926) allerede i 1889 holder et længere foredrag om emnet.[10] [10] [11] [11]
Alfred Hermann Frieds Handbuch [12] der Friedensbewegung fra 1905 er det første opslagsværk om fredsbevægelser. Fried dækker hele den internationale fredsbevægelse.
Begyndelsen af det 20. århundrede[redigér]
Pacifisten Bertha von Suttner (1843-1914) offentliggør romanen Ned med vaabnene: En Levnedsskildring i 1889. Romanen filmatiseres i 1914.
Den første Nobels fredspris blev uddelt i 1901 til Henry Dunant 1828-1910 og Frédéric Passy 1822-1912. Leo Tolstoy og Mahatma Gandhi modtog ikke prisen selv om de var nomineret til den.[13] [12]
En truende militær konflikt mellem Norge og Sverige i forbindelse med unionsstriden mellem de to lande i 1905 blev gjort overflødig af de norske og svenske fredsbevægelser.[14] [13]
The Carnegie Endowment for International Peace = Carnegie-stiftelsen for international fred stiftes i 1910 af Andrew Carnegie (1835-1919).
Fredsbevægelsernes start i Danmark[redigér]
Historikeren Birgit Løgstrup har i sin disputats: Jorddrot og offentlig administration : Godsejerstyret indenfor skatte- og udskrivningsvæsnet i det 18. århundrede. Rigsarkivet, 1983. berettet om værnepligten under enevælden og bøndernes protester mod den.
Muligvis den første dokumenterede protest mod krigsdeltagelse begrundet i pacifisme fandt sted i 1658 under svenskernes belejring af København. Kun en tredjedel af de studerende ved Københavns Universitet dannede et regiment, fordi ikke alle ville være soldater. Der kunne være mange grunde til at unddrage sig militærtjeneste, men, som det fremgår af præsten Holger Rørdams doktordisputats (1855), ville en af studenterne ikke være med til at slå ihjel: "En Student Jesper Baltzersen Kønichen, der var hildet i weigelianske anskuelser, opfordrede Borgerne til at nedlægge Våbnene for ikke at besmitte dem med Fjendeblod; men hans Røst forstummede i den almindelige Nidkjærhed."[15] Jesper Baltzersen Kønichen (de) (1629-1715) blev senere (1663) landsforvist til Holland. Den udviste Kønichen udgav på latin og hollandsk: Meditationes Pacificæ Jasperi Könekenii Haunia-Dani Latino Belgicæ. Vreedewillende Handeling aen de Hoogmoogende Heeren Staeten in den Haagh. Typis datæ Amstel. d. 10.-20. april. 1665. Heri er et af brevene til den svenske konge.[16] [14]
Det er de ældst kendte bøger om fred og konfliktløsning skrevet af en dansker. [17] [15]
I Danmark beskriver politikeren Fredrik Bajer i sin selvbiografi sit omfattende arbejde med at etablere den første danske fredsgruppe Dansk Fredsforening.[18]. Dansk Fredsforenings politiske hovedkrav var dansk neutralitet under kommende krige.
Første verdenskrig[redigér]
Der var to folkeafstemninger om den militære værnepligt i Australien, omfattende irske, fransk-canadiske protester[19] [16] og omfattende mytterier i den franske hær i 1917. Se: 1917 French Army mutinies i den engelske Wikipedia.
I England kom Bertrand Russell og Alfred Salter (1873-1945) galt afsted på grund af deres pacifisme.[20] [17]
Citat:
- "Dr. Salter, Labour-kandidaten, er en af de højtuddannede idealister, der er at finde i partiets rækker. Efter en strålende akademisk karriere besluttede han at hellige sig arbejdet blandt de fattige i Bermondsey (i London), og der har han arbejdet i mange år både som læge professionelt og som medlem af lokale administrative organer. Personligt har ingen et ord at sige imod ham, men hans synspunkter er af en meget ekstrem art. Hans holdning under krigen var pacifistisk, selvom han ikke, siges det, ville indrømme nøjagtigheden af dette populære udtryk."[21] [18]
Udsnit af kvindernes store valgretsoptog til Amalienborg den 5. juni 1915 anført af Thora Daugaard (1874-1951)
Kvindernes Internationale Liga for fred og frihed blev oprettet i 1915 som Danske Kvinders Fredskæde.[22] [19] [23] [20]
Blandt de stiftende medlemmer af Kvindernes internationale Liga for Fred og Frihed kan nævnes: amerikanere Jane Addams (1860-1935), Emily Greene Balch 1867-1961) og ungarer Rosika Schwimmer (en) (1877-1948).
Mellemkrigsårene[redigér]
Mellemkrigsårene kan fredspolitisk opdeles i to perioder: Før og efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933.
Efter rædslerne under første verdenskrig legaliseres retten til militærnægtelse rundt omkring i verden. I Danmark allerede i 1917 efter en omfattende debat igangsat af Foreningen for konsekvente Antimilitarister 1915-1921, blandt hvis medlemmer var Andreas Fritzner (1887-1969).
Krigsmodstandernes internationale forbund dannes i 1921 i Holland. Den danske afdeling er Aldrig mere Krig, dannes i 1926.
Indiens bevægelse mod frihed[redigér]
Efter første verdenskrig var der forsøg fra briterne på at undertrykke den indiske selvstændighedsbevægelse. Massakren i Amritsar i 1919 blev undersøgt af kongrespartiet der beskrev massakren som "et beregnet stykke umenneskelighed". Efter massakren nægtede de indiske nationalister at samarbejde med briterne.[24] Den indiske selvstændighed kom først små tyve år senere i 1947, fordi frigørelsesprocessen var blevet forhalet af Anden Verdenskrig.
Den indiske tilhænger af selvstændighed Mahatma Gandhi (1869-1948) udviklede i mellemkrigsårene ikkevold til en kollektiv form for protest, hvilket inspirerede en lang række personer langt fra Indien: Blandt dem var amerikaneren Martin Luther King, A. J. Muste (1885-1967 - den amerikanske Gandhi), Gene Sharp, hollænderen Bart de Ligt (1883-1938), Annie Besant (1847-1933), og den danske journalist Ellen Hørup som i 1930 grundlagde foreningen og tidsskriftet Indians Venner.[25]
Da pacifismen bliver livsfarlig[redigér]
I Tyskland myrdes antimilitaristerne Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg (1871-1919), Kurt Eisner (1869-1919) og Hans Paasche (1881-1920), der var erklæret pacifist.[26] [21]
I 1917 blev Hans Paasche arresteret for sin pamflet Die Waffen nieder! og andre aktiviteter. Han blev derefter overført til den psykiatriske afdeling i Moabit-fængslet. Dermed undgik han truslen om anklager om højforræderi og mulig dødsstraf fremgår det af den tyske Wikipedias Hans Paasche artikel. Og: "[Hans Paasche] opfordrede til en ny måde at tænke på ("Skift mening!"), En tilbagevenden til naturen, motion som forsvar mod laster, et afkald på forbrugerisme. Et eventyrligt liv og en tragisk afslutning, karismatisk karisma og en kristen motiveret fortaler for en "holdningsrevolution" gjorde [Hans Paasche] til en ledende figur i ungdoms-, freds- og økologibevægelserne."
Medlemmer af de pacifistiske organisationer i Nazityskland og de tysk annekterede og besatte lande blev systematisk forfulgt af nationalsocialisterne. De blev myrdet, såsom medlemmerne af Hvide Rose, menighedsmedlemmer af Jehovas Vidner, fordi de var militærnægtere,[27] så som Helene Gotthold (1896-1944), Den tyske Bekendelseskirke: Dietrich Bonhoeffer (1906-1945), (Se også Martin Niemöller (1892-1984)), Franz Jägerstätter (1907-1943),[28] Erich Mühsam (1878-1934),[29] børnelægen Emil Flusser (1888-1942).[30] Berthold Jacob (de) (1898-1944), modtageren af Nobels fredspris i 1935, Carl von Ossietzky (1889-1938) og Olaf Kullmann (1892-1942).
Die Deutsche Friedensgesellschaft = Det tyske fredsselskab og dets tidsskrift Das Andere Deutschland forbydes i 1933. Jødsk, pacifistisk,[31] socialstisk og kommunistisk litteratur bliver sortlistet og ender på Nazisternes bogbrænding.
Den pacifistiske kunstnergruppe Das junge Rheinland grundlægges i 1919 og forbydes i 1933.[32] [22] Anden verdenskrig
Religiøse militærnægtere i USA kunne udføre våbenfri tjeneste eller civil værnepligt fra 1941 til 1945. Det blev kaldt Civilian Public Service (CPS).
Omkring 20.000 tyske desertører og militærnægtere, nægtede at kæmpe for Det tredje rige og blev henrettet.[33] [23]
For de danske fredsgruppers vedkommende var den tyske besættelse speciel. Danmark var det eneste af de tysk besatte lande, hvor fredsbevægelserne forsatte deres virksomhed uden konsekvenser i form af tysk fangenskab. Samarbejdspolitikken under besættelsen og de mange medlemmer i de danske fredsgupper var hovedårsagerne tik at de danske fredsgrupper kunne forsatte deres virke.
Kun medlemstallet for Aldrig mere Krig og Ligaen under besættelsen er kendt. AmK havde omkring 1500 medlemmer og Ligaen havde omkring 2200 medlemmer, fremgår det af Sune Pedersens speciale Kampen for fred : Den liberale fredsbevægelse i Danmark 1919-1960. Københavns Universitet Institut for historie, 2000
Aldrig mere Krig under besættelsen.[34] [24]
Norgeshjælpen også kaldet Hjælpefonden af 1942, var navnet på den danske nødhjælpsbistand til Norge 1940-1945, først brugt om Den Norske Damekomités forsendelser til Norge. Initiativtageren til Den Norske Damekomité var Borghild Hammerich (1901-1978).[35] Ud af Norgeshjælpen voksede Fredsvennernes Hjælpearbejde.
Med Fredsvennernes Hjælpearbejde som fungerede i årene 1944-1948 blev nødhjælpsarbejdet udvidet. Hjælpearbejdet foregik blandt andet i Norge, Finland, Polen og Tyskland.[36] Blandt initiativtagerne til organisationen var Elise Thomsen 1901-1995, Hagbard Jonassen, 1903-1977, og Svend Haugaard, 1913-2003. Ud af Fredsvennernes Hjælpearbejde voksede Mellemfolkeligt Samvirke.
Den katolske fredsgruppe Pax Christi stiftes i 1945.
Landsforeningen Een verden: Dansk forening for et føderalistisk verdensstyre oprettes i 1946. Fra 1970 del af FN-forbundet. Blandt organisationens medlemmer var Piet Hein (1905-19996) og Ebbe Rode (1910-1988).
Den kolde krig[redigér]
Konfrontationen mellem supermagterne i øst og vest medførte en voldsom oprustning, specielt på atomvåbenområdet,[37] hvor udviklingen, produktion og forsøg med atomvåben førte til omfattende miljøforurening specielt i atmosfæren, hvilket var alment kendt dengang, fremgår det af traktat af 5. august 1963 om forbud mod kernevåbenforsøg i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Hvad der først blev kendt efter den kolde krigs afslutning var atomvåbenfabrikkernes forurening.[38]
Aldrig så snart befrielsen fra tyskernes besættelse var kommet, før Politiets Efterretningstjeneste begyndte at overvåge de danske oppositionsgrupper fremgår det af Pet-kommissionens beretning bd 10.[39][40] Overvågningen af oppositionsgrupper skete også i Norge,[41] Sverige[42] og USA. CIA[43] I USA endda længe efter den kolde krigs ophør. Edward Snowden.
Kejsergadesagen var den første sag om masseovervågning i Danmark.[44] [25]
Protester mod atomvåben[redigér]
En baggrund for dannelsen af protestbevægelserne mod atomvåben var Lucky Dragon ulykken i 1954. Lucky Dragon var en japansk tunfiskerbåd med en besætning på 23 mand, som blev forurenet af nedfald fra det amerikanske Castle Bravo brintbombeforsøg ved Bikini Atollen den 1. marts 1954. Ulykken førte til at de japanske fredsgrupper dannede the Japanese Council Against Atomic and Hydrogen Bombs i 1955.[45] [26]
The Franck Report[46], tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists grundlagt 1945, Niels Bohr (18855-1962),[47][27] Russell-Einstein-manifestet 1955, Joseph Rotblat (1908-2005)[48] og Linus Pauling (1901-1994), er tidlige eksempler på videnskabsmænds protester og etiske debat mod atomvåben.
Pugwash-bevægelsen blev etableret i 1957. Samme år grundlagdes the Campaign for Nuclear Disarmament i London.[49] [28]
Dansk Fredskonference blev oprettet i 1954 som den første af flere nye danske fredsgrupper der opstod under den kolde krig. Kampagnen mod Atomvåben i Danmark var aktiv 1960-1967.[50] Anders Boserup (1940-1990), var en af de mange aktive i Kampagnen mod Atomvåben. Den daværende socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch (1903-1972), talte under stor mediebevågenhed ved Kampagnen mod atomvåbens påskedmarch i 1961.[51] [29]
Ud af Kampagnen mod Atomvåben knopskød Fredspolitisk Folkeparti blandt hvis medlemmer var rektor Aage Bertelsen (1901-1980).
I 1962 serverer Studenterforeningens nytårsrevy protester mod atomvåben i revyen Gris på gaflen, skrevet af Jesper Jensen, Leif Panduro og Klaus Rifbjerg og med musik af Bent Axen og Erik Moseholm. [52] [30]
Militærnægterforeningen[redigér]
Militærnægternes Oplysningskontor opretter i 1965 og ud af det voksede Militærnægterforeningen et par år senere. Foreningen udgav tidsskriftet NB. Operation Kirkeklokke var Forsvarets Efterretningstjenestes overvågning af Militærnægterforeningens generalforsamling i 1970.[53] [31]
Referencer[redigér]
- ↑ 1,0 1,1 1: Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396. hos Danmarkshistorien.dk. Hentet 16. april 2023. --- ?? Fredsbevægelsens historie hos Fredsakademiet.dk
- ↑ 2: Erik Arup: Danmarks Historie bd. II 1282-1624 s. 185. - Begrebet kvindefred anvendes i Tillægsprotokol fra 1977 til Genève-konventionerne af 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter, hvorefter artikel 76: “kvinder skal være genstand før særlig respekt og skal i særdeleshed beskyttes mod voldtægt, påtvunget prostitution og en hvilken som helst anden form for kønsfrihedsforbrydelse”.
- ↑ 3: Se evt.: Peace churches i den engelske Wikipedia
- ↑ 4: Rufus David Bowman: The Church of the Brethren and war, 1708-1941. Brethren pub. House, 1944
- ↑ 5: Margaret E. Hirst: Quakers in Peace and War. s. 24 ff.
- ↑ 6: Leo Tolstoj: Hvori bestaar min Tro: Studie. Andr. Schous Forlag, 1889
- ↑ 7: Leo Tolstoj: Kristi Lære og Kirkens Lære. Andr. Schous Forlag; 1894
- ↑ 8: Dansk udgave: Civil ulydighed. Information, 2013
- ↑ 9: Devere Allen: The Fight for Peace. Bind 1 s. [3]-11.
- ↑ 10: "Fredsbevægelsen i Europa". Foredrag holdt i N. K. F. 19. februar 1889 af frøken Anna Bugge. Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 3. aarg. Kristiania, 1. september 1889. No. 17. s [257]-269.
- ↑ 11:
- ↑ 13:
- ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[14]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[16]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[17]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[19]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[20]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[21]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[22]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[23]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[26]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[32]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[33]; $2 - ↑ 34: Peter Kragh Hansen: Pacifister i krig. Odense Universitetsforlag, 1990; Odense University studies in history and social sciences, vol. 123
- ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[44]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[45]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[47]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[49]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[51]; $2 - ↑ Citeringsfejl Ugyldigt
<ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet[52]; $2 - ↑ 53: Undergravende virksomhed: Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977. Demos, 1977
<ref>-tag med navn "[12]" defineret inden i <references> anvendes ikke i den ovenstående tekst.; $2[1] Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396. danmarkshistorien.dk. Hentet 16. april 2023.
[2] Erik Arup: Danmarks Historie bd. II 1282-1624 s. 185. Begrebet kvindefred anvendes i Tillægsprotokol fra 1977 til Genève-konventionerne af 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter, hvorefter artikel 76: “kvinder skal være genstand før særlig respekt og skal i særdeleshed beskyttes mod voldtægt, påtvunget prostitution og en hvilken som helst anden form for kønsfrihedsforbrydelse”.
[3] Se: Peace churches i den engelske Wikipedia
[4] Rufus David Bowman: The Church of the Brethren and war, 1708-1941. Brethren pub. House, 1944
[5] Margaret E. Hirst: Quakers in Peace and War. s. 24 ff.
[6] Leo Tolstoj: Hvori bestaar min Tro: Studie. Andr. Schous Forlag, 1889
[7] Leo Tolstoj: Kristi Lære og Kirkens Lære. Andr. Schous Forlag; 1894
[8] Dansk udgave: Civil ulydighed. Information, 2013
[9] Devere Allen: The Fight for Peace bind 1 s. [3]-11.
[10] Fredsbevægelsen i Europa. Foredrag holdt i N. K. F. den 19de februar 1889 af frøken Anna Bugge. Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 3. aarg. Kristiania, Iste September 1889. No. 17. s [257]-269.
[] Christina Carlsson Wetterberg: Jag saknar fruntimmer här: en biografi över Anna Bugge Wicksell, Natur & Kultur, Stockholm, 2020
[] Her i betydningen leksikon.
[] Fredrik Heffermehl: Nobels vilje. Vidarforlaget, 2008
[] Øivind Stenersen, Ivar Libæk, Asle Sveen: Nobels Fredspris : Hundre år for fred : Prisvinnerne, 1901-2000. Oslo: Cappelen, 2001
[] Judith Winther: Krigens unødvendighed. Vandkunsten, Nr. 4 1990 s. 6-20.
[] Holger Rørdam (1855) De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar mod Karl Gustav : Et Bidrag til Kjøbenhavns Universitets Historie 1658-60. s. 21. C.G. Iversen, Kjøbenhavn.
[] Holger Rørdam: Efterretninger om Sværmeren Jesper Baltzarsen Könecken. Kirkehistoriske Samlinger, 2. række, bd. 3. s. [225]-261. s. 226.
[] En gennemgang af danske bogfortegnelser, herunder Lauritz Nielsens Dansk bibliografi 1482-1600. viser, at der ikke registret fredslitteratur Heller ikke i Danbib er der registreret noget i perioden 1600-1663.
[] Fredrik Bajer's Livserindringer udgivne af hans Søn [Gunnar Bajer]. / : Fredrik Bajer. Jul. Gjellerup, 1909
[] Amy J Shaw: Crisis of conscience: conscientious objection in Canada during the First World War, UBC Press, 2009
[] Fenner Brockway: Bermondsey Story : The Life of Alfred Salter. Allen & Unwin, 1949.
[] Citeret fra den engelske Wikipedias Alfred Salter opslag
[] http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/dord/d23.htm
[] Irene Andersson: Kvinnor mot krig: aktioner och nätverk för fred 1914-1940. Lund: Team offset & media, 2001
[] The Congress Punjab Inquiry, 1919-1920: Report of the Commissioners Appointed by the Punjab Sub-Committee of the Indian National Congress, Indian National Congress. Punjab Sub-Committee. 1920. s. 58.
[] Holger Terp: Ellen Hørup og Indiens Venner. Det danske Fredsakademi, 2009.
[] Hans Paasche: Ändert Euren Sinn! : Schriften eines Revolutionärs [ed] Helmut Donat; [ed] Helga Paasche. Bremen : Donat, 1992.; Schriftenreihe Geschicte und Frieden ; 2).
[] Michel Reynaud, Sylvie Graffard: The Jehovah's Witnesses and the Nazis: Persecution, Deportation, and Murder, 1933-1945. Cooper Square Press, 2001
[] Erna Putz: Franz Jagerstatter: Letters and Writings from Prison. Orbis Books, 2021.
[] Chris Hirte: Erich Mühsam, eine Biographie. AHRIMAN-Verlag, 2009
[] Emil Flusser udgav Krieg als krankheit. Heide 1932.
[] Karl Ferdinand Reichel: Die Pazifistische Presse : Eine Übersicht über die in deutscher Sprache im In- und Ausland bis 1935 veröffenlichten pazifistichen Zeitschriften und Zeitungen. Würzburg : Konrad Trilsch Verlag, 1938
[] Das junge Rheinland : Eine Friedensidee. / : Herausgegeben von Stadtmuseum der Landshauptstadt Düsseldorf. Claasen, 1988.
[] Lars G. Petersson: Faneflugt. Frihedsmuseets Venners Forlags Fond, 2004
[] Peter Kragh Hansen: Pacifister i krig. Odense Universitetsforlag, 1990; Odense University studies in history and social sciences, vol. 123
[] Boken om danskehjelpen. Oslo : Gyldendal, 1947.
[] Haugaard s. 48-71.
[] How Many and Where Were the Nukes? What the U.S. Government No Longer Wants You to Know about Nuclear Weapons During the Cold War. / : Edited by William Burr. National Security Archive Electronic Briefing Book No. 197, 2006.
[] Nuclear Wastelands : A global guide to nuclear weapons production and its health and environmental effects / by a special commission of International Psysicians for the Prevention of Nuclear War and the Institute for Energy and Environmental Research ; edited by Arjun Makhijiani, Howars Hu and Katherine Yih. - Cambridge ; London : The MIT Press, 1995.
[] PET-Kommissionens beretning : PET's overvågning af protestbevægelser 1945-1989 : fra atomkampagnen til BZ-Brigaden. / : Rasmus Mariager, Regin Schmidt; Leif Aamand m. fl.; Justitsministeriet, 2009.
[] Preben Wilhjelm Demokratiets vogtere : 50 års bestræbelser på kontrol med efterretningstjenesten. Centrum, 1999
[] Lund-kommissionen
[] Justitiedepartementet: Rapport från Säkerhetstjänstkommissionen / The Commission of Inquiry into the Security Service: Den farliga fredsrörelsen. Säkerhetstjänsternas övervakning av fredsorganisationer, värnpliktsvägrare och FNL-grupper 1945-1990 - Stockholm: Statens offentliga utredningar, 2002:90
[] William Blum: Killing Hope: US Military and CIA Interventions Since World War II. Zed Books, 2003.
[] Torben Krogh: Anslag mod statens sikkerhed. Efterretningssagerne 1969-71. Rhodos 1971.
[] Matashichi Oishi: The Day the Sun Rose in the West: The Lucky Dragon, and I. University of Hawaii Press, 2011
[] Lawrence S. Wittner: The Struggle Against the Bomb: One World or None: A History of the World Nuclear Disarmament Movement Through 1953. Stanford Nuclear Age Series. Stanford University Press, 1993. s 25-26.
[] Wilhelm Christmas Møller: Niels Bohr og atomvåbnet. Vindrose, 1985
[] Joseph Rotblat: Vitenskap og ansvar Kampen mot atomvåpen. Cappelen, 1995
[] John Minnion, Philip Bolsover: The CND Story. The first 25 Years of CND, London Allison & Busby, 1983
[] Carl Scharnberg: Det kan nytte. Artikler og erfaringer 1960-1965. Borgen, 1965
[] Birgitte Possing: Uden Omsvøb: Et portræt af Bodil Koch. Gyldendal 2007 s. 174-201.
[] Gris på gaflen. / : Jesper Jensen, Leif Panduro og Klaus Rifbjerg ; illustreret af Kirsten Stenbæk. Clarté, 1962 Genoptrykt i Gyldendals bibliotek : ny dansk litteratur : Dramatik, 1976
[]
[53] Undergravende virksomhed: Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977. Demos, 1977
[] Pet kommssionens beretning bd. 15 s. 100-127.
[]